Fuldtidsinvestor, rådgiver og bestyrelsesmedlem
UDDANNELSE
Cand.jur. fra Aarhus Universitet, advokatfuldmægtig hos Bech-Bruun. Master of Laws, University of California.
MOTIVATIONEN FOR AT BLIVE INVESTOR
”Jeg brænder for at arbejde med unge startups, der sprudler af energi og gode ideer. Det er her, jeg kan bidrage til at tænke helt nye tanker og være en del af innovationen. Min interesse for at være en pioner og drive nytænkning er stor.”
Sådan lyder det fra Monica Reib, når man spørger hende, hvad der har motiveret hende til at blive investor.
Med over 20 års erfaring som advokat er Monica en specialist inden for områder såsom virksomhedsoverdragelser, ejerforhold, ledelse, generationsskifter, investeringer og selskabsret. Hendes ekspertise er omfattende og dækker forskellige aspekter af erhvervslivet. Hun har betjent både danske og udenlandske klienter og samarbejdet med kapitalfonde. Gennem sit arbejde har hun arbejdet med talrige virksomheder og gennemført omfattende due diligence-processer samt rådgivet i mange transaktioner. Monica har opnået en bred og dyb forståelse for erhvervslivet og dets juridiske, kommercielle og finansielle forhold gennem sin karriere.
I 2017 valgte Monica at forlade advokatfirmaet Bech-Bruun for at fokusere på investeringer i startups, bestyrelsesarbejde og udvalgte rådgivningsopgaver. Selvom hun var glad for sit arbejde og tiden hos Bech-Bruun, trak det i hende at arbejde mere kommercielt med både store og små virksomheder samt at fokusere fuldt ud på bestyrelsesarbejde og investeringer i startups. Hendes ambition er at bidrage til opbygningen og udviklingen af virksomheder i samarbejde med passionerede foundere og ledere. Som advokat havde hun en anden rolle, men som investor og bestyrelsesmedlem er Monica kommet tættere på virksomhederne og deres rejse, samtidig med at hun kan bidrage med sine kompetencer. Hun har observeret, at yngre virksomheder sjældent har råd til juridisk bistand, hvilket skaber et særligt behov for sparring og assistance i opstartsfasen.
Monica har investeret i startups i forskellige brancher, heriblandt Careturner inden for sundhedssektoren, SMYKBAR inden for oplevelsesindustrien, Go-Pen inden for medicinsk udstyr og Tons inden for 3D-printning af bæredygtigt udstyr til hjemmetræning. Derudover er hun indirekte angel investor gennem sin investering i Ugly Duckling Ventures, en nyligt etableret venturekapitalfond med fokus på tidlige investeringer. Fondens portefølje inkluderer virksomheder som Eupry, Kanda, Diploma Safe, Kollektiv og YoGo.
Monica har valgt at investere i disse virksomheder, fordi hver enkelt af dem har formået at fange hendes opmærksomhed og imponere hende med deres team og vision – og så har de et socialt eller bæredygtigt element. Hun investerer ikke baseret på brancher, men i virksomheder, som hun mener, har potentiale til at skabe en solid forretning og har et stærkt team bag sig. Det er vigtigt, at hun forstår produktet, men gennem erfaring har hun lært, at teamet er det vigtigste. Produktet og ideen kan altid justeres og finpudses, men menneskene bag virksomheden er helt afgørende – og vanskelige at ændre eller udskifte. Hun arbejder desuden tæt sammen med The Footprint Firm Capital, der udelukkende investerer i bæredygtige startups og scaleups, og flere af deres porteføljevirksomheder. Disse omfatter a:gain, Agrain, Grums, Planteslagterne, Reel og Søuld.
Monica skiller sig ud inden for bestyrelsesarbejde og investeringer og viser sin brede erfaring og ekspertise på tværs af sektorer. Hendes juridiske baggrund giver et solidt fundament for hendes fokus på kommercielle, strategiske og ledelsesmæssige aspekter. Hendes erfaring og viden kombineret med en struktureret tilgang til investeringsprocesser og bestyrelsesarbejde tilføjer værdi. Monica mener, at effektivt bestyrelsesarbejde og angel investeringer kræver samarbejde, lytteevne og etablering af god kemi og energi. Hun vægter tilgængelighed samt en åben, direkte og handlingsorienteret tilgang til sit arbejde.
JURYENS BEGRUNDELSE FOR VALG AF VINDEREN, MONICA REIB:
Monica er en meget respekteret og erfaren investor i angel- og startupmiljøet. Hun arbejder tæt sammen med sine startups for at skabe værdi og opretholder et stærkt netværk i investormiljøet. Juryen vægter særligt Monicas stærke anbefalinger, der bekræfter, hvordan hun bringer sin høje faglighed i spil, proaktivt anvender sit netværk, agerer stærk brand-ambassadør og står tilgængelig med sine kompetente ressourcer, både menneskeligt og fagligt. Derfor går Monica foran som en investor, der inspirerer!
BAGGRUNDEN FOR PUBLIKATIONEN
"Business angels" eller "angel investorer" er private investorer, der investerer risikovillige ressourcer, både tid og kapital, i unoterede startups eller scaleups 🚀
I dag er ni ud af ti angel investorer mænd, og i Norden går 82% af angel investeringerne til mandlige iværksættere, 12,5% til mixed teams og kun 5,5% til kvindelige iværksættere. Denne skæve fordeling af investeringskapital er bekymrende, især når man tager i betragtning, at hver fjerde iværksætter er kvinde.
Den ulige adgang til kapital har konsekvenser for kvindelige iværksættere, da kapitalen spiller en stor rolle for virksomhedernes overlevelse og vækstmuligheder. Ifølge en analyse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond får 93% af opstartsvirksomheder deres første eksterne kapital fra angel investorer.
Derfor spiller investeringer fra angel investorer en afgørende rolle for at sikre, at vi ikke går glip af talent, innovation og vækstmuligheder i Danmark. Vi tror på, at hvis vi kan skabe et mere kønsbalanceret investormiljø, vil vi også opnå et mere diversificeret iværksættermiljø, da undersøgelser viser, at kvinder i høj grad ønsker at investere i kvindelige iværksættere.
Desværre er der en række barrierer, der forhindrer kvinder i at kaste sig ud i investeringer. Blandt andet viser udenlandske studier, herunder et større europæisk studie fra 2018 foretaget af brancheorganisationen Business Angels Europe, at der er behov for flere rollemodeller, mere viden og et stærkt fællesskab for ligesindede kvindelige investorer.
I Angella Invest og Dansk Industri har vi et fælles mål om at rette fokus mod den manglende kønsdiversitet i startup-investormiljøet. Derfor har vi i år (2023) lavet en publikation, hvor vi hylder 10 enestående kvindelige angel investorer i Danmark, som kan inspirere andre, særligt kvinder, der ønsker blive angel investor 🙌🏼
Du kan læse hele publikationen her.
Publikationen støttes af andre partnere i det danske iværksætterøkosystem, herunder Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), PreSeed Ventures, Mazanti-Andersen og Antler. Sammen arbejder vi på at fremme kønsdiversiteten inden for iværksætteri og især med fokus på investormiljøet. Denne artikel er støttet af Industriens Fond.
Comments