
Venligst udlånt af:
KUNST I ANGELLA INVESTOR HOUSE
Den højt profilerede kunstsamler Leif Djurhuus har generøst udlånt en række værker til Angella Investor House. Værkerne er et udvalg fra hans private samling med særlig vægt på kvindelige kunstnere, kvinders skaberkraft og styrke ("empowerment").
Du kan læse mere om værkerne nedenfor.
LEIF DJURHUUS
Leif Djurhuus er en af landets mest prominente private kunstsamlere, der gennem årtier har været kendt for sit mod, sin kvalitet og sit skarpe blik for samtidens mest interessante strømninger. Gennem de seneste 40 år har han opbygget en af Danmarks største privatsamlinger med over 1.000 værker, primært inden for moderne samtidskunst. I dag favner hans samling eksperimenterende, konceptuel og international kunst inden for både video, skulptur, maleri og installationer – ofte med humoristiske eller provokerende kvaliteter.
Han har tidligere udlånt værker til bl.a. ARoS, Louisiana og Arken, og hans indsats har betydet meget for kunstmiljøet gennem udstillinger, støtte til unge kunstnere og ønsket om at bringe kunsten ud til nye rum og aktører.
I 2025 modtog han Erhvervslivets Kulturpris (Visionsprisen), som han vandt for kontinuerligt at udfordre og inspirere omverdenen ved at demonstrere kunstens relevans og potentiale i erhvervslivet.

OM VÆRKERNE

PAINTRESS AND MODEL (2025)
HELENA STIASNY (POLEN)
Dette moderne værk vender op og ned på den traditionelle tilgang, hvor den mandlige kunstner skildrer en nøgen kvindelig model. Vinklen hvor modellen ses både bagfra og i spejlbilledet skaber et interessant perspektiv. Værket udfordrer den mandlige dominans i kunsthistorien og flytter fokus til et kvindeligt blik på den kvindelige krop.
I midten af maleriet ses et selvportræt af kunstneren Helena Stiasny. Hun maler sin favorit model, der ses forrest i billedet. Bagerst, bag kunstneren, ses et portræt af kvinde, som er en kvindelig kunstsamler, der ofte køber Helenas Stiasny's kunst. På denne måde viser dette værk så flot, hvordan kvinder støtter kvinder igennem flere led.
Helena Stiasny er en ung polsk kunstner, der udforsker temaer som femininitet og kroppen. Hun trækker inspiration fra både klassisk kunsthistorie og populærkultur.
Hendes arbejde fokuserer meget på kvinders rolle i det moderne samfund, især hvordan kvindelighed fremstilles — hun undersøger subject-object antinomien i den kvindelige repræsentation, altså spændingen mellem at være subjekt og objekt. Helena spørger ind til forholdet mellem barndom/pigevæsen og feminitet, og hvordan kulturen former kvinders selvopfattelse og kropslige repræsentation. Hun ønsker gennem sine værker at empower kvinder — at gøre dem til hovedpersoner i fortællingen fremfor at være objekter til beskuelse.
.jpg)
SOWING BIRD WINGS (2005)
PIA CAMIL (MEXICO)
Dette smukke papirværk, med dets fine, sorte streg og organiske former, har en drømmende kvalitet. Det skildrer en næsten mytologisk landskabsscene med kragelignende silhuetter, nøgne krøllede træer og klippeformationer. Det inviterer beskueren til at træde ind i et rum for sansning og eftertænksomhed. Rumfornemmelsen er åben og luftig uden klar forgrund eller baggrund, hvilket tilføjer til den drømmende effekt. De sorte fugle tilføjer bevægelse og liv, og bryder samtidig med følelsen af stilhed, som ellers opleves med værket.
Den lille menneskefigur, der sidder på kanten af en klippe, skaber et øjeblik af stille introspektion, hvor personen går i et med naturen omkring sig.
Pia Camil er kunstneren bag værket. Hun er en internationalt anderkendt mexicansk samtidskunstner, som blander sin interesse for naturens organiske former med en poetisk undersøgelse af rum, hukommelse og tid. Hun arbejder typisk i spændet mellem installation, performance, skulptur, maleri og tekstil. Selvom hendes værker ofte kommenterer by, forbrug og sociale strukturer, viser dette arbejde kunsten som en mulighed for stille kontemplation og indre ro.
%202.jpg)
UDEN TITEL (1925)
GERDA WEGENER (DANMARK)
Et dekorativt værk fra 1925, hvor en nøgen kvinde står med en rød skål i hånden og et blåt klæde over armen. Maleriet forener klassiske idealer med Art Deco-tidens elegance og sans for ornamentik.
Gerda Wegener var en af de mest markante kvindelige kunstnere i 1920’ernes Danmark. Hun var en særdeles dygtig kunstner, men er også kendt for sit ægteskab med Lili Elbe, der var en af de første i verden til at få foretaget en kønsskifteoperation (filmatiseret i den oscarvindende film: "The Danish Girl").
Gerda Wegener var på mange måder en kvinde forud for sin tid. I en tid, hvor homoseksualitet var forbudt og kønsrollerne sat, udarbejdede hun feministiske og lesbiske erotiske værker, hvor hun skildrede kvindelig begær og intimitet, ofte inspireret af hendes partner, den transkønnede kunstner Lili Elbe. Hun brød med tidenes normer ved at skildre kønsidentitet og kærlighed på en utvetydig måde. Med sin raffinerede streg og sine elegante kvindeportrætter blev hun en anderkendt kunstner i kunstens højborg Paris, hvor hun flyttede til. Hendes værker indeholder ofte portrætter af kvinder, mode, glamour og en leg med køn, seksualitet, identitet og skønhed.
.jpg)
MELTING IN TIME #4 (2002)
KIRSTEN JUSTESEN (DANMARK)
Dette intime fotografiske værk viser den nøgne krops møde med en stor isblok. Værket udforsker forholdet mellem kroppen, naturen og tidens gang. Med titlen "Melting in time" fremhæves den uundgåelige proces, hvor isen smelter og tiden passerer.
Kirsten Justesen er en pioner inden for dansk feministisk kunst, og er blandt en af de mest anerkendte skulptører i Danmark. Hun erklærer sig selv som feminist. Siden 1960'erne har hun brugt sin egen krop i sin kunst til at udfordre traditionelle kønsroller og skabe værker, der reflekterer over identitet og kroppens relation til omgivelserne. Kirsten Justesen er bl.a. kendt for den 4m høje broncheskulptur af Grevinde Danner ved Søerne i København, hvis tilvejebringelse afbildes i DR dokumentaren: "Danner i følge Justesen".

STRUDE #31 (2007/2009)
TRINE SØNDERGAARD (DANMARK)
Dette melankolske fotografi viser en moderne ung kvinde iført den traditionelle strude fra Fanø.
Det unge og nutidige udtryk hos kvinden kombineret med den historiske beklædning skaber en tankevækkende kontrast mellem fortid og nutid. Værket udforsker vores relation til kulturarv og identitet i en moderne kontekst.
Trine Søndergaard er en af Danmark mest anerkendte fotokunstnere. Hun er kendt for sine poetiske og minimalistiske portrætter, der ofte undersøger temaer såsom identitet, slægt og tid. Hun skaber værker, der inviterer beskueren til at fordybe sig i stille eftertænksomhed. Kvindeportrætter bliver hendes særkende; unge piger og kvinder, der iklædes historiske dragter, klæder og hovedtøj, ofte fra deres hjemegn, bliver et greb, Trine Søndergaard benytter i flere fotoserier. Og kvindeportrætterne udformes efter nogle centrale hovedkomponenter: nærbilleder af enkeltpersoner, der er bortvendte og indadvendte, det teknisk perfektionerede og en minimalisme – reduktion, repetition og serialitet – kombineret med stor sanselighed.
.jpg)
UDEN TITEL (2006)
METTE VANGSGAARD (DANMARK)
Denne detaljerede collage viser et humoristisk og absurd bylandskab. Værket er opbygget af udklip fra magasiner og andre visuelle kilder, som sammen danner et farverrigt byliv med fragmenter af moderne liv. Ved hvert øjekast er det muligt at finde nye interessante detaljer i værket, og derfor giver det anledning til fordybelse.
Mette Vangsgaard er en dansk billedkunstner, der arbejder med maleri, skulptur og collager. Hun udforsker det moderne menneskes liv og sociale dynamikker i samfundet. Hendes værker kendetegnes ved de humoristiske elementer og populærkulturelle referencer. Men ofte viser hendes værker også kontraster såsom katastrofe og harmoni - og skønhed og rædsel.
.jpg)
GHUÜl (2009)
KLARA LILJA (DANMARK)
Denne keramiske maske forestiller et dyrelignende ansigt med tydelige menneskelignende træk. Værket har en skinnende, glasagtig overflade, der ligner blød, våd hud. Den samlede fremtoning er både foruroligende og fascinerende. Masken blander skønhed og ubehag og udforsker grænserne mellem det søde og det uhyggelige.
Klara Lilja er en yngre kunstner, der har markeret sig som en af de store keramik-kunstnere på den danske kunstscene igennem det sidste årti. Hun er kendt for at bruge keramik til at skabe fantasifulde og mystiske skulpturer. Hendes brug af keramik som materiale giver værkerne et organisk og næsten levende udtryk, som står i kontrast til den digitale verden, hun ofte kommenterer på.
Hun har udtalt, at hun godt kan føle angst og usikkerhed, i forbindelse med hendes succes som kunstner og ageren i medierne. Her optræder hun ofte med maske på.
%202.jpg)
RYTHM OF THE NIGHT (2023)
CRISTINA DE MIGUEL (SPANIEN)
Et eksplosivt møde mellem farver og følelser finder sted i dette værk af Cristina de Miguel. Det er et ekspressivt maleri, hvor stærke farver og dynamiske penselstrøg bevæger sig mellem det figurative og det abstrakte. Motivet synes at være en kvinde på alle fire, men inviterer samtidig til fri fortolkning.
Cristina de Miguel er født i Spanien, men har udfoldet sit liv som kunstner i New York. Hendes kreative proces er intuitiv og umiddelbar, hvilket afspejles i hendes legende og livlige værker. Cristina arbejder med mange temaer, der overlapper med feministiske spørgsmål — især omkring kvindelighed, kvindens subjektivitet, kroppen, identitet, og brud med normer. Hendes værker ofte semi-selvbiografiske og forvrængede som symbol på kvinders egen subjektive opfattelse af sig selv. Portrætterne skal vise kunstnerens beslutninger og eufori over at være i live.
.jpg)
THE REVOLUTION WILL BE FEMALE, FINALLY (2017)
MARCEL DZAMA (CANADA)
Et stærkt værk i markante farver, der illustrerer budskabet "The revolution will be female". De to identiske figurer, der bærer sorte elefanthuer og kigger direkte på beskueren, signalerer kampgejst og styrke. De konstrasterende farver i form af rød, hvid og sort understreger det stærke budskab.
Marcel Dzama er en canadisk kunstner, der er kendt for sin særegne og surrealistiske stil. Mange af hans værker skildrer barndomsfantasier og eventyr, hvorimod andre er inspirerede af den moderne verdens politiske begivenheder. The Revolution Will Be Female kom i kølvandet på Women’s March-bevægelsen og #MeToo (omkring 2016–2017)
Marcel bruger ofte maskerede eller uniformerede kvinder i revolutionære situationer for at pege på, at historiske billeder af revolution, kamp og magt næsten altid er præget af mænd. Han genbesætter den ikonografi med kvinder, så man ser en alternativ magtstruktur. Det er en måde at kritisere gamle, patriarkalske fortællinger på. Hans univers er altid fabulerende og surrealistisk, men valget af kvinder som de centrale figurer er et bevidst greb: kvinderne er både helte, revolutionære og mystiske væsener – de bryder stereotypen om kvinden som passiv eller underlagt.
Dette er det eneste værk i samlingen i Angella Investor House der er af en mandlig kunstner.
.jpg)
DREAM TEAM (2019)
SEVINA TZANOU (GRÆKENLAND)
Dette intense værk, der med det samme fanger øjet, skaber en ekspressiv og farverig scene. Beskueren inviteres til at fortolke de fire kvinders historie og dynamik. De stærke farver og dristige elementer, i form af stiletter og kraftig makeup, giver værket en bombastisk energi og viser en rå skønhed.
Sevina Tzanou er en græsk kunstner, der er kendt for sine ekspressive malerier med fokus på den kvindelige figur. Hendes værker er karakteriseret ved en rå energi, stærke farver og en moderne stil. Sevina arbejder med figurativt maleri og med burlesque/performance. Hun undersøger femininity og hyper-femininity — hvordan kvindelighed bliver konstrueret og repræsenteret, både i den klassiske maleritradition og i samtiden. Hendes værker bevæger sig ofte mellem forestillinger om glamour og ekstravaganse (fx natklubscener, drag- og burlesque-miljøer) og mere introspektive scener — det “der bag scenen” eller efter showet. Hun leger med associationer til performance, med at være “på scene” og “off stage”, hvilke roller kvinden indtager, og hvad der forventes.

BEAUTY (2001)
MARI SUNNA (FINLAND)
Dette bløde og fine værk udstråler en klassisk forståelse af feminitet og sårbarhed gennem dets afrundede kanter og dæmpede lyserøde toner. Figurens underspillede position understreger dette udtryk. Samtidig er der noget utrygt ved den ansigtsløse figur, som giver værket en yderligere dimension.
Mari Sunna er en finsk kunstner, som er kendt for en særlig stil, der kombinerer genkendelige elementer med en følelse af mystisk og uforklarlighed. Hendes malerier skildrer ofte gådefulde kvindelige figurer, der synes at være i en tilstand af transformation.

NO. 13 (2021)
ATIÉNA R. KILFA (FRANKRIG)
Et stærkt portræt, der indfanger intensitet og sårbarhed i et enkelt blik. Med sit realistiske udtryk og varme farvespil udforsker værket identitet og nærvær på en stille men kraftfuld måde.
Atiéna R. Kilfa er født i 1990 i Paris, Frankrig.
Hun arbejder med iscenesatte billeder, hvor identitet, erindring og perception undersøges gennem intens realisme. Et gennemgående tema er hukommelse – både den personlige og den kulturelle – og hvordan disse ofte overlapper, konflikter eller flettes sammen. Hun undersøger visuelle konventioner og narrative strukturer: portrætter, stilleben, tableau vivant, dioramaer etc., og hvordan disse former bestemte måder at se og forestille sig verden – hvem der er inkluderet, og hvem der måske marginaliseres.
%202.jpg)
AT THE MOAT, PURPLE/BLUE (2004)
CHRISTINA MALBEK (DANMARK)
Det rolige landskabsmotiv i dette værk består af en vandoverflade i forgrunden og en frodig bevoksning af træer og buske i baggrunden. Træerne er gengivet i forskellige nuancer som grøn, blå, turkis, gul og rosa. Dette giver en drømmende og surrealistisk fornemmelse, selvom motivet er genkendeligt og viser Christianshavns Voldgrav (Stadsgraven) i København.
Christina Malbek bevæger sig i feltet mellem det figurative og det abstrakte. Hun arbejder meget med naturen som tema, men med surrealistiske elementer. Hun benytter sig ofte af airbrush som teknik, som ofte forbindes med graffiti. Dette giver værkerne en særlig glathed.

BREAK (2007)
CHRISTINA MALBEK (DANMARK)
Dette pixelerede værk viser en gruppe mennesker, der står ved Dronning Louises Bro i København og kigger ud. Det særligt interessante ved værket er fornemmelsen af en digitalt manipuleret æstetik, som giver et nærmest glitrende udtryk. Titlen "Break" antyder et øjebliks ro og kontemplation, hvilket forvrænges med hvad der ligner digitale "glitches", som afbryder freden.
Christina Malbek bruger særligt digitale medier og fotografi som udtryksform. Hun udforsker grænserne mellem det virkelige og det abstrakte.
.jpg)
PRATA DA CASA (2005)
ERIKA VERZUTTI (BRASILIEN)
Dette legende værk består af en blanding af maling, tegning og rå skitser. Motiverne er spredt over overfladen og består af blandt andet hjerter, planter og kropsdele. Det samlede udtryk fremstår som en sammensmeltning af hverdagsliv og fantasi med både humor og sensualitet. Titlen "Prata da Casa" kan oversættes til "husets sølv", hvilket spiller ind i de intime, kropslige og hjemlige referencer.
Erika Verzutti er en brasiliansk kunster, der er kendt for at arbejde i spændingsfeltet mellem det banale og det mystiske. I sine værker beskæftiger hun sig med temaer som kroppen, naturen, frugtbarhed, humor og absurditet. Hendes værker er repræsenteret i store samlinger som Tate Modern, Guggenheim etc.
.jpg)
ROSA DE HIROSHIMA (2004)
ERIKA VERZUTTI (BRASILIEN)
Denne farverige skulptur minder om en form for figur eller et stykke tøj. Farvepaletten består af røde og lilla nuancer, og den er dækket af forskellige former og geometriske mønstre. Der er også genkendelige symboler såsom et hjerte med en pil igennem. De mange symboler og mønstre kan give flere forskellige associationer, hvilket giver skulpturen en mystisk og dragende effekt.
Erika Verzutti har en evne til at kombinere forskellige kulturelle referencer og skabe noget helt nyt. Hun drager inspiration fra alt fra hverdagsobjekter til folklore, hvilket skaber noget, der både er fremmed og genkendeligt.
Erika interesserer sig for natur og naturens cyklusser — former som æg, måner, orbs, planter og andre organiske elementer dukker ofte op. Hun trækker også på kunsthistoriske referencer - moderne, modernistiske former, arkitektur, brasiliansk kunst og kultur, men altid med en legende, undertiden humoristisk eller overraskende tilgang.
Et gennemgående tema i hendes udstillinger er fornyelse, cykliske bevægelser og multiplicitet – fx ideer om “måner” som symboler på faser, vækst og forandring.
.jpg)
KEE IN BED (1996)
NAN GOLDIN (USA)
Dette intime fotografi viser en person, der ligger i en seng med et sårbart ansigtsudtryk. Værkets æstetik bærer præg af det umiddelbare og ærlige i et blitz-fotografi. Det giver et nært indtryk af at blive lukket ind i et personligt rum, og balancerer mellem skønhed og sårbarhed i menneskelige relationer.
Værket er en del af en samling af billeder, hvor Goldin dokumenterer livet i New York i 1970'erne og 80'erne, herunder hendes personlige relationer, hendes kammeratskab med drag queens, og de vanskeligheder, der opstod i hendes fællesskab, såsom AIDS-epidemien.
Nan Goldin er en af de mest markante amerikanske fotografer. Hun specialiserer sig i dokumentaristiske og personlige fotografier. Hun portrætterer ofte sine venner og elskere, og kredser om kærlighed, intimitet og kønsidentitet.
%202.jpg)
LOLA (2010)
KATHERINE BERNHARDT (USA)
Dette udfordrende portrætmaleri viser et kvindeligt ansigt malet med grove penselstrøg og dryppende maling. Farvepaletten er domineret af lyserøde og brune nuancer med sorte og hvide kontraster. Ansigtet synes at være i en form for opløsning og øjnene virker til at løbe med makeup og tårer og balancerer dermed mellem det glamourøse og det sårbare.
Med titlen "Lola", der i populærkultur ofte forbindes med en forførende femme fatale/kurtisane eller en drag queen/queer karaakter, bliver beskueren henledt til overvejelser om den hvide klistrede væske i mund og ansigt kan være af seksuel karakter.
Katherine Bernhardt er en amerikansk og internationalt anerkendt kunstner, som er kendt for sine populærkulturelle referencer med humor, leg og overvældelse. Hendes stil karakteriseres ved hurtige og spontane strøg samt en rå æstetik.

SPRINGET (2023)
NYNNE LIVBJERG (DANMARK)
Det legefulde værk får en straks til at tænke på Alice i Eventyrland og springet ind i den fantastifulde verden. Alice i Eventyrland er på en måde en historie om den mulige umulige rejse, mod, selvudvikling, traditioner og brud hermed. Men det er også også en historie, der ender med at være uvirkelig, når Alice vågner af drømmen. Brød hun virkelig fri fra normerne?
Nynne Livbjerg er en dansk kunstner hvis værker ofte har en drømmende, lidt surrealistisk kvalitet, hvor natur, kultur, erindring og observerende blik mødes. Der er en sans for både det poetiske og det til tider noget urovækkende. Hun leger med rum, skala og det materielle — fx hvordan objekter kan transformeres (forstørres, deformerede, kombineret med tekstiler, landskabselementer osv.). Der er også elementer af performance eller af den måde, menneskelige tilstedeværelser impliceres — enten via fotografier eller ved hvordan rum og objekter iscenesættes.

UNTITLED (2006)
URSULA REUTER CHRISTENSEN (DANMARK)
Dette smukke varme værk er et klassisk Ursula Reuters Christensen værk med sine varme jordfarver, rødder og røde blomster. Menneskene, der synes at lave blandt blomsterne, leder tankerne mod alfer, feer eller måske endda eventyret Tommelise.
Ursula Reuter Christensen er en tysk kunstner, der flyttede til Danmark i 1969. Hendes kunst er ofte præget af en stærk personlig dimension: hendes egne erfaringer som kvinde, hustru, mor, som en del af familien og kunstnermiljøet, indgår i værkerne. Feminisme har været en konstant del af hendes liv og kunst – hun var aktiv i den danske kvindebevægelse i 1970’erne, og hendes værk Skarpretteren ("The Executioner") fra 1971 er et centralt feministisk værk.
Hun bruger mytologi og fortælling, symboler og fabulerende billeder: eventyrlige og mytologiske elementer blandet med noget skræmmende eller ubehageligt.
Der er ofte en dialektik i hendes værker: modsætninger som skønhed vs. ubehag, håb vs. angst, privatlivets erfaringer vs. offentlighedens krav. Hun bringer personlige tragedier og rædsler ind i sine billeder for at tale om større sociale og eksistentielle temaer.
Naturen og det organiske spiller også rolle: rødder, blomster (ofte valmuer og roser) samt torne, elementer af land og landskab dukker ofte op som metaforer for både liv, modstand og sårbarhed.
2.jpg)
WOMAN IN MOULED (2005)
ANNA BOGHIGUIAN (EGYPTEN)
Det varme og udtryksfulde værk portrætterer en kvinde klædt i en traditionel dragt. De røde og mørke-lilla nuancer tilføjer en dybde til værket, og det udviskede ansigt giver en følelse af mystik.
Anna Boghiguian er en international anerkendt egyptisk-canadisk kunstner med armensk oprindelse. Hendes kunst er ofte nomadisk. Hun rejser meget, og hendes oplevelser, observationer og research indgår stærkt i hendes værker. Temaer, hun vender tilbage til, inkluderer: migration og eksil, handelsruter og ressourcer, global handel, sociale uligheder, konflikter, historier om krig og revolution, samt relationer mellem mennesker og steder.
Hendes værker giver ofte plads til marginaliserede stemmer historier, der ofte overses i de dominerende (ofte vestlige og patriarkalske) historiefortællinger – fx migration, eksil, arbejdere og kolonialisme.
%202.jpg)
AT HOME 2 (2007)
SOPHIE VON HELLERMAN (TYSKLAND)
Dette melankolske maleri viser en ensom figur, der sidder i en lænestol ved et bord fyldt med stearinlys. De udtværede linjer og kolde grønne og grå nuancer gør, at rummet virker undervandsagtig og dunkelt. Trods titlen "At home" giver værket ikke klassiske hyggelige eller hjemlige associationer. Omvendt har det en mere surrealistisk og isoleret stemning, som peger på en form for dyb indre verden.
Sophie von Hellerman er en anerkendt tysk maler, som har en flydende stil. Hendes værker har ofte en "wipe-out" effekt, hvor former og figurer flyder sammen. Hun arbejder tit med lyse, pastelagtige farver og brede penselstrøg. Malerierne kan virke luftige, med farveflader der flyder eller overlapper, og ofte uden meget hård kant eller “finpoleret” finish. Hendes malerier er ofte atmosfæriske og drømmeagtige - de befinder sig et sted mellem virkelighed og fantasi. Der er en leg med symbolik, mytologi, litteratur, fortælling og huslig eller historisk referencer.
