top of page

Phaedria Marie St. Hilaire - en kvindelig investor der inspirerer (2023)


CEO og Chief Consultant, Phaedria Marie Consulting


UDDANNELSE

Kemiker fra University of South Carolina og ph.d. i bioorganisk kemi fra Duke University i USA. Master i Business Administration fra Copenhagen Business School, samt certificeringer i bestyrelsesarbejde fra Niels Brock og Executive Coaching Henley Business School.



MOTIVATIONEN FOR AT BLIVE INVESTOR

”Jeg brænder for at støtte den næste store idé, der har potentialet til at forandre eller

forbedre verden.”


Sådan lyder det fra angel investor Phaedria, når man spørger hende, hvad der har motiveret hende til at blive angel investor.


For Phaedria startede interessen for at investere i 2021, da hun tog bestyrelsesuddannelsen på Niels Brock. Det var her, hun blev introduceret til både bestyrelsesarbejdet og investeringsverdenen. Det var også her, hun fik øjnene op for at blive angel investor og investere sine penge i startups.


Dette førte hende til et netværk for angel investorer, som hjalp hende med at lære, hvordan man investerer i startups og hvilke startups, der er værd at investere i.


Før hun blev angel investor, investerede hun i aktier, men det var ikke det samme som at investere i startups. Ved at investere i startups, kan hun følge udviklingen og afkastet helt tæt på. Men hun kan også tilbyde sine mange kompetencer, store netværk og involvere sig mere i virksomhedens vækst. Derudover kan hun som investor komme tættere på de virksomheder, der gerne vil bidrage til et bedre samfund.


Som investor har hun også fokus på at optimere og skabe et afkast, fordi penge giver frihed til at gøre en forskel for andre i verden. Phaedria laver impact-investeringer og investerer primært i virksomheder, som har kvindelige eller minoritets-founders. Phaedria oplever, at det er særligt svært for denne gruppe at skaffe kapital, og her kan Phaedria hjælpe og styrke dem med kapital, sine erfaringer og kompetencer. Hun mener, at kvinders bidrag og stemmer er vigtige i det store billede, og derfor ønsker hun at bidrage til at løfte kvinder og støtte deres vej til at nå deres mål.


Hun fokuserer på mangfoldighed i sine investeringscases. Det er vigtigt for hende, at founder-teams er sammensat af forskellige personer, og at de har fokus på diversitet i deres produkter, services og ydelser. Som person er hun sparsommelig og ønsker altid at bruge sine penge fornuftigt. Når hun investerer, gør hun det både med hovedet og hjertet. Hun investerer kun i startups, der har stor betydning og interesse for hende f.eks. femtech, der har fokus på kvinders sundhed.


De virksomheder, som Phaedria har investeret i indtil videre, er: My Personal Health Bank, Amilis og Worthmore. Derudover er Phaedria medstifter af ProWoc (Professional Women of Colour), som er et stærkt netværk for kvinder med forskellige baggrunde og høj faglighed, der agerer som rollemodeller. ProWoc bidrager til at fremme minoritetskvinders synlighed og impact i dansk erhvervsliv, samt bidrager til at det samlede erhvervsliv bliver mere inkluderende og diverst i forhold til køn, kultur og etnicitet.



JURYENS BEGRUNDELSE FOR VALG AF VINDEREN, PHAEDRIA MARIE ST. HILAIRE:

Phaedria er en utrolig inspirerende ny angel investor i det danske iværksættermiljø. Med hendes fokus på diversitet og inklusion, herunder for ”women of colour”, giver Phaedria stemme til en målgruppe af talentfulde iværksættere og investorer, der i dag ikke bliver repræsenteret. Som investor er hun meget aktiv i life science og startupmiljøet og deler generøst erfaringer og netværk. Juryen lægger vægt på de mange anbefalinger fra iværksættere, der fremhæver hendes store engagement, faglige kompetencer og støtte til personlig udvikling. Juryen forudser, at Phaedria vil skabe stor impact i det danske iværksættermiljø!

 

BAGGRUNDEN FOR PUBLIKATIONEN

"Business angels" eller "angel investorer" er private investorer, der investerer risikovillige ressourcer, både tid og kapital, i unoterede startups eller scaleups 🚀

I dag er ni ud af ti angel investorer mænd, og i Norden går 82% af angel investeringerne til mandlige iværksættere, 12,5% til mixed teams og kun 5,5% til kvindelige iværksættere. Denne skæve fordeling af investeringskapital er bekymrende, især når man tager i betragtning, at hver fjerde iværksætter er kvinde.

Den ulige adgang til kapital har konsekvenser for kvindelige iværksættere, da kapitalen spiller en stor rolle for virksomhedernes overlevelse og vækstmuligheder. Ifølge en analyse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond får 93% af opstartsvirksomheder deres første eksterne kapital fra angel investorer.

Derfor spiller investeringer fra angel investorer en afgørende rolle for at sikre, at vi ikke går glip af talent, innovation og vækstmuligheder i Danmark. Vi tror på, at hvis vi kan skabe et mere kønsbalanceret investormiljø, vil vi også opnå et mere diversificeret iværksættermiljø, da undersøgelser viser, at kvinder i høj grad ønsker at investere i kvindelige iværksættere.

Desværre er der en række barrierer, der forhindrer kvinder i at kaste sig ud i investeringer. Blandt andet viser udenlandske studier, herunder et større europæisk studie fra 2018 foretaget af brancheorganisationen Business Angels Europe, at der er behov for flere rollemodeller, mere viden og et stærkt fællesskab for ligesindede kvindelige investorer.


I Angella Invest og Dansk Industri har vi et fælles mål om at rette fokus mod den manglende kønsdiversitet i startup-investormiljøet. Derfor har vi i år (2023) lavet en publikation, hvor vi hylder 10 enestående kvindelige angel investorer i Danmark, som kan inspirere andre, særligt kvinder, der ønsker blive angel investor 🙌🏼


Du kan læse hele publikationen her.

 

Publikationen støttes af andre partnere i det danske iværksætterøkosystem, herunder Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), PreSeed Ventures, Mazanti-Andersen og Antler. Sammen arbejder vi på at fremme kønsdiversiteten inden for iværksætteri og især med fokus på investormiljøet. Denne artikel er støttet af Industriens Fond.




1 visning

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page