Interview d. 4. juli 2023
Christina Yding Hahn Elgaard er både bestyrelsesmedlem, iværksætter, investor og gårdejer. Hun har fundet sin egen unikke niche i det, hun beskriver som det "sweet spot", der ligger mellem disse fire roller. Men hvordan er hun havnet her, og hvad motiverer hende i sin rolle som business angel? Det stiller vi skarpt på i dette interview.
Fortæl lidt om dig selv
I min karriere er der fire ord, der bedst beskriver mig: bestyrelsesmedlem, investor, iværksætter og gårdejer. Jeg elsker at blive udfordret og finder mit "sweet spot" ved at jonglere mellem disse forskellige roller i mit liv. Gennem mine 12 år som iværksætter har jeg opnået en bred vifte af erfaringer og færdigheder, som i dén grad har formet mig.
Min rejse som bestyrelsesmedlem startede tidligt i mit liv. Allerede som 24-årig indtog jeg min første bestyrelsespost og fik smag for at være med til at træffe vigtige beslutninger og skabe værdi gennem strategisk ledelse. Da jeg blev 30 år, fik jeg min første betalte tillidspost hos DLG a.m.b.a i repræsentantskabet.
På den private front har jeg været sammen med min mand, Dan, i 20 år. Vi har to døtre, der er 10 og 13 år gamle, og en meget energisk hundehvalp. Vi bor på en proprietærejendom i Himmerland.
Mens mange mennesker bruger deres fritid på traditionelle hobbyer, finder jeg glæde i mit arbejde. Investeringer i startups er ikke kun en del af min karriere - det er også min passion og min hobby ❤️🔥
Hvordan kom du i gang?
Det hele begyndte, da jeg som 22-årig besluttede at lægge penge til side for at købe mig ind i en vores familieejendom. Nogle år senere startede jeg min egen IT-virksomhed ved siden af, selvom jeg ikke vidste ret meget om IT på det tidspunkt.
Det var her, at jeg stødte på Martin Thorborg, investor og iværksætter, og jeg blev meget inspireret af hans forretningsmæssige råd og hans generøsitet i forhold til at dele viden og erfaringer. Han blev min første rollemodel i IT-verdenen.
Starten på min karriere som investor kom via bestyrelsesarbejde i 2016. Her blev jeg advisory board medlem i virksomheden FieldSense (der nu hedder Cordulus), hvor jeg over ni måneder bidrog til den kommercielle del af virksomheden. Det førte til en invitation om at blive medstifter af virksomheden - en mulighed, som jeg takkede ja til. På den måde blev jeg en slags arbejdende investor.
I dag er jeg stadig investor i virksomheden Cordulus. Det har været en fantastisk rejse at hjælpe virksomheden med at ekspandere til flere lande og skaffe investeringer. Jeg har været tæt involveret i virksomhedens daglige drift, og som investor har jeg virkelig fået meget ud af at være i "inde i maskinrummet".
Hvad er din investeringsstrategi?
Min strategi er at identificere tidlige muligheder med stort forretningspotentiale. Der skal være en vis grad af traction, men holdet bag virksomheden er for mig helt afgørende. Kan de klare udfordringerne og drive virksomheden fremad? Har teamet de rette kompetencer? Hvordan fungerer deres tech? Og hvor kan jeg bidrage og hjælpe dem med at nå deres mål?
En af mine grundlæggende principper som investor er at være omhyggelig med, hvem jeg investerer sammen med. Én dårlig investor kan potentielt ødelægge det hele. Derfor har jeg brugt tid og ressourcer på at forberede mig grundigt og sikre, at jeg investerer sammen med pålidelige partnere.
Før jeg træffer en investeringsbeslutning, følger jeg typisk virksomhederne i seks måneder til et år. Jeg ønsker at se, hvordan grundlæggerne håndterer kriser og udfordringer, og hvordan de løser problemer. Det er vigtigt for mig at investere i virksomheder, der har den nødvendige modstandsdygtighed og evne til at overvinde forhindringer i et udfordrende miljø.
Som investor i de tidlige stadier af virksomheder, ønsker jeg at være tæt på virksomhederne og bidrage til deres vækst. Min ambition er at være mere end bare en pengepung. Jeg ønsker at forstå deres udfordringer og arbejde med, hvordan jeg kan bidrage til deres succes. 💪
Hvad vil du investere i?
AgTech, FinTech eller klima.
Noget du ikke vil investere i?
For det første har jeg valgt at undgå at investere i forsvarsvirksomheder og våbenudvikling. Selvom der er mange penge i krig og en potentiel økonomisk gevinst, har jeg personligt valgt ikke at engagere mig i denne sektor. Det er ikke den verden, jeg ønsker at se for mine børn. Selvom det måske kan virke skørt at afvise sådanne økonomiske muligheder, er mine værdier og visioner for en bedre fremtid vigtigere for mig.
Derudover undgår jeg også investeringer inden for fx olieindustrien. Det er vigtigt for mig at investere i virksomheder, der er i overensstemmelse med mine værdier og har potentiale til at skabe en positiv indvirkning på vores planet.
Hvad er din investeringsstørrelse?
Når det kommer til investeringsstørrelse, varierer det fra 50.000 kr. og op til 250.000 kr. afhængigt af den specifikke investering og de medinvestorer, jeg samarbejder med. Som tidligere nævnt, er det vigtigt for mig at lave due diligence på de investorer, jeg investerer sammen med. Mine penge er resultatet af hårdt arbejde, og derfor er det afgørende, at mine medinvestorer har samme eller højere niveau af kompetencer og ressourcer. På den måde øger vi sandsynligheden for at få afkast på vores investeringer.
For at finde investeringsmuligheder og medinvestorer benytter jeg i høj grad mit netværk. Jeg stræber efter at opbygge et bredt netværk af pålidelige partnere, som jeg kan investere sammen med. Især inden for AgTech-sektoren er der en begrænset viden blandt investorer, og jeg ser en mulighed for at være en del af den voksende interesse i dette område. Gennem mit netværk søger jeg efter ligesindede investorer eller andre stærke investorer, så vi sammen kan opbygge en stærk kreds omkring vores investeringer.
At være en del af et stærkt investeringsnetværk giver mig adgang til vigtige ressourcer og viden. Ved at omgive mig med ligesindede og erfarne investorer kan vi styrke hinanden og skabe en stærkere investeringsportefølje.
Hvordan er din rolle som investor?
Jeg brænder virkelig for at være aktiv og engageret i startfasen af en virksomhed, som en del af et SWAT team, der træder til og hjælper med at løse udfordringerne. Når jeg har løst mine opgaver, kan jeg give stafetten videre til næste holdmedlem og træde lidt mere i baggrunden. En måde, hvorpå jeg kan bidrage i denne fase, er gennem bestyrelsesarbejde i 1-2 år, hvis jeg har de rette kompetencer og erfaring.
Jeg har en omfattende viden om at opbygge platforme og den kommercielle del af en virksomhed, og det er her, jeg især kan bidrage. Jeg er altid optaget af at finde smarte måder at løse udfordringer og optimere forretningsprocesser. Jeg forstår, hvor vanvittigt svært det kan være, og jeg ønsker at bruge min erfaring og viden til at hjælpe virksomheder med at navigere gennem disse udfordringer på en intelligent og effektiv måde.
Det er netop derfor, det er utroligt klogt at involvere investorer, der selv har været iværksættere. Vi har en unik forståelse af, hvad der foregår på gulvet, og vi har selv været igennem den rejse, som founders står overfor.
Bestyrelsesarbejde: var det et krav/ønske for dig?
For mig handler bestyrelsesarbejde om at finde den rette person med de rette kompetencer, ikke nødvendigvis mig selv. Jeg er klar til at bidrage, hvis mine færdigheder og erfaringer er efterspurgte, men jeg ville aldrig tage en post, fordi det ser godt ud på CV’et. Det handler om at finde den rette kombination af ekspertise og personer, der kan understøtte virksomhedens udvikling og mål.
Hvor mange investeringer har du lavet/vil du lave?
Jeg har lavet fem investeringer indtil videre, og mit mål er at nå 50 investeringer inden for en given periode. Jeg bruger også en del tid og ressourcer på ejendomsinvesteringer i øjeblikket. Det kræver også, at jeg fortsat udvikler mig som investor og holder mig ajour med markedets udvikling.
Jeg har erkendt vigtigheden af at have nogle passive investeringer, selvom jeg ikke finder dem lige så spændende som de mere aktive investeringer. Det er en del af den overordnede diversificering af min portefølje. Selvom de passive investeringer måske ikke kræver samme niveau af involvering og engagement, ser jeg stadig værdien i at have dem som en del af min investeringsstrategi.
Hvor meget tid bruger du på det?
2-10 timer per uge. Nogle gange kræver det mere tid, andre gange er der mere ro på.
Hvad forventer du at få ud af at investere i opstartsvirksomheder?
Netværk, viden og kapital. 🙏🏼
At opbygge netværk med founders og investorer er meget værdifuldt og inspirerende for mig. Det giver mulighed for at dele erfaringer, lære af hinanden og skabe værdifulde forbindelser. Det åbner nye strømme af indsigt og udsyn, hvilket er afgørende i en verden præget af disruption. Selvfølgelig er en vigtig del af investeringer også at få kapital og afkast tilbage på et tidspunkt. Afkastet er en motiverende faktor for mig, da det bekræfter værdien af mine investeringer.
Hvad er det bedste ved at være investeret i opstartsvirksomheder?
Muligheden for at være med til at ændre verden til det bedre. Inden for AgTech er der et enormt potentiale for disruption og innovation. Jeg ønsker at være tæt på innovationens epicenter og være en aktiv deltager i udviklingen af nye løsninger og forretningsmodeller.
Desuden finder jeg stor glæde ved at møde andre iværksættere og investorer, der inspirerer mig og giver mig energi. Jeg elsker at interagere med mennesker, der ligesom jeg selv, har drive og et growth mindset 😁
Investerer du stadig – og hvordan er det gået?
Efter 7 år er alle mine investeringer stadig i live, og det er jeg selvfølgelig stolt af!
Hvis jeg besluttede at realisere min portefølje i dag, ville der være en betydelig økonomisk gevinst for mig, så jeg er godt tilfreds. Men vi må jo se hvad fremtiden bringer.
Jeg vil selv mene, at jeg har ramt nogle rigtig gode startups, som er blevet en hel del værd i dag på papiret. Men man ved aldrig, hvad fremtiden byder på, og specielt ikke når det kommer til startups 😅
Nogle gode råd eller andet, som du gerne vil dele?
Jo, der er da et par stykker😁
Vær et forbillede for andre: For at få flere mennesker til at investere, er det vigtigt, at vi uddanner og inspirerer de yngre generationer. Vi skal lære dem om vigtigheden af at investere i en bedre verden allerede fra en tidlig alder. Det bør være en naturlig ting at investere i en fremtid, der skaber positive forandringer.
Vær en synlig investor: Når det kommer til at finde startups, har jeg faktisk mange, der henvender sig direkte til mig. Det skyldes, at jeg har et ry for at være dygtig inden for dette område, og mine resultater taler for sig selv. Jeg har udarbejdet en markedsføringsplan for mig selv for at opbygge mit brand som investor. Det handler om at vise andre, hvad de kan forvente at få fra mig som investor. Det er vigtigt at skabe tillid og tydeliggøre, hvad man kan bidrage med.
Pivoteringer er helt normalt: En vigtig egenskab at have som investor er ydmyghed. Det er vigtigt at erkende, at 95% af virksomhederne, jeg har investeret i, har skiftet kurs undervejs. Det er vigtigt at være ydmyg over for rejsen og anerkende, at founders besidder viden, som jeg ikke har.
Skab et stærkt netværk: At udvide ens netværk er også afgørende. Det handler om at fortælle andre, at du er begyndt at investere, så de kan finde dig. Det kan være en god idé at blive medlem af netværk, hvor du kan lære af andre og skabe nye forbindelser.
Invester sammen med de bedste: En af mine grundregler er, at jeg kun vil investere sammen med de bedste. Jeg søger partnere, der er mindst lige så dygtige som mig selv. Det samme princip gælder, når jeg ansætter mennesker. Det er vigtigt at omgive sig med folk, der kan løfte niveauet og bidrage til succes.
Comments