top of page

Susanne Brønnum: Hvordan blev jeg Årets Business Angel?

Opdateret: 11. aug. 2023

Interview d. 22. november 2022 af Kristine Leerbeck (foto: Susanne Brønnum)



I Angella Invest har vi lovet at vise forskellige business angels; nye, erfarne og de meget erfarne. Denne gang må vi nok sige, at vi har fat i en i den sidste kategori: Susanne Brønnum blev nemlig udnævnt Årets Business Angel i 2022.

ENDNU ET GODT EKSEMPEL PÅ FORSKELLIGHEDEN AF BUSINESS ANGELS!

Susanne er endnu et godt eksempel på forskelligheden af business angels 🙋‍♀️

Susanne Brønnum har på rekordtid tillært sig at være business angel på sin helt egen måde. Med hendes enorme lyst til at lære, passion for at gøre en forskel og store viden inden for FinTech, besluttede hun sig for i ægte ”Pippi manér” at: ”Investere i startups? Det har jeg aldrig prøvet før. Det skal jeg nok lære!” 😃

Siden 2019 har Susanne investeret i 15 selskaber og lavet 4 succesfulde exits. Det førte til, at hun som den første kvinde nogensinde blev udnævnt som Årets Business Angel i 2022!

Ved siden af hendes virke som investor og 7 bestyrelsesposter, har hun i øvrigt også stiftet ”CO2 Hero”, som er en klima ”app”, der nu er i 40 lande…. men det er en helt anden historie! 😅 (se mere her 👀)

”Der er mange, der melder sig ind i business angel netværk og tager en uddannelse. Jeg følte mig godt klædt på med mine 30 år fra FinTech sektoren, min erfaring med M&A/Private Equity og mit store netværk bl.a. i Copenhagen FinTech Lab, hvor jeg allerede havde arbejdet med startups. Så jeg kastede mig bare ud i det!

Men ellers vil jeg jo anbefale, at man melder sig ind i et netværk med andre investorer og lærer om angel investering. Selvom jeg vil kalde mig selv forholdsvis erfaren, så er det at investere i opstartsvirksomheder en kategori for sig, som jeg også lige har skullet lære (…)

…og her kan jeg jo kun anbefale at gå ind i Angella Invest!” 🤩

(Disclaimer: Susanne er med i advisory board i Angella Invest 😉 Selvom hun har susende travlt, så finder hun agendaen i Angella Invest meget vigtig: nemlig, at vi har brug for endnu flere kvindelige business angels!)

Læs med her og se, om du ikke kan blive inspireret til, hvordan du kan bruge din ”corporate erfaring” som investor i opstartsvirksomheder. Hvordan du kan skabe et nyt arbejdsliv for dig selv - og være med til at gøre en forskel!

Det er en lidt længere artikel denne gang - men vi skal jo komme til bunds i, hvordan man bliver årets investor på så kort tid! 👀 (the secret sauce 😅)



SUSANNE BRØNNUM: HVORDAN BLEV JEG ÅRETS BUSINESS ANGEL?


Lidt om dig selv

Jeg er 53 år og er uddannet akademiøkonom fra Niels Brock. Plus en masse andre uddannelser og kurser bl.a. lederuddannelse fra Harvard Business School.


Jeg har en lang baggrund fra corporate verdenen, bl.a. 25 år i Nets og 2 år i MasterCard. I Nets var jeg med som del af koncernledelsen hele vejen fra vi byggede Nets i 2010 fra det gamle PBS til salg til kapitalfondene i hhv. 2014 og 2017 og børsintroduktionen i 2016. Som CEO for Nets Danmark og ansvarlig for Financial Services divisionen, var jeg ansvarlig for cirka 1/3 af forretningen i Nets. Jeg havde ansvar for et stort antal opkøb og frasalg herunder dialog med kapitalfondene. I 2018 stoppede jeg i Nets som en naturlig afslutning på denne rejse og transformation, som Nets havde været på.

Hvordan kom du i gang?

Efter jeg stoppede i Nets, tog jeg en tænkepause for at finde ud af, hvad jeg nu ville. Noget af det, som jeg havde lyst til, var at støtte og hjælpe andre virksomheder med den erfaring, som jeg havde. Prøve at se, om jeg kunne hjælpe dem med at komme videre. Særligt inden for ”fintech”, som jeg jo havde 30 års erfaring med.

Jeg har altid haft et soft spot for innovation og forretningsudvikling. Det ligger tæt ved mit hjerte. Også i Nets. Da jeg sad i Nets, var jeg bl.a. med til at starte Copenhagen Fintech Lab.

(red. info: Copenhagen Fintech er en organisation, eller en ”innovationshub”, der søger at fremme nye innovative teknologiske løsninger/virksomheder i den finansielle sektor. Læs mere her)

I Copenhagen Fintech Lab sad jeg i bestyrelsen samtidig med min rolle i Nets. Her lærte jeg, hvor vigtigt det var som ”stor tanker” at blive ved med at samarbejde med de ”små speedbåde”, altså de små innovative opstartsvirksomheder. Jeg mødte en masse startup virksomheder og fik lavet en del partnerskaber og jeg så hvordan de var med til at fremme væksten og innovationen i corporate verdenen.

Jeg syntes, at det var utrolig spændende at arbejde med opstartsvirksomhederne. Derfor var det naturligt for mig at hjælpe til i Copenhagen FinTech, da jeg stoppede i Nets. Så jeg begyndte at tage roller som mentor, blev også panel- og jurydeltager og er i dag advisor i deres venture afdeling Upfin. På den måde fik jeg ret hurtigt god indsigt i den løbende udvikling og kunne følge opstartsvirksomhederne tæt.

Der er mange, der melder sig ind i business angel netværk og tager en uddannelse i business angel investeringer. Jeg følte mig derimod godt klædt på med mine 30 år fra FinTech sektoren, min erfaring med M&A/Private Equity og mit store netværk bl.a. i Copenhagen FinTech Lab, hvor jeg allerede havde arbejdet med startups. Så jeg kastede mig bare ud i det! 😄

Men ellers vil jeg jo anbefale, at man melder sig ind i et netværk med andre investorer og lærer om angel investering. Og her kan jeg jo kun anbefale at melde sig ind i Angella Invest! 😄

Selvom jeg vil kalde mig selv forholdsvis erfaren, så er det at investere i opstartsvirksomheder en kategori for sig, som jeg også lige har skullet lære. Det er noget helt andet! Der var nogle andre mekanismer, som gjaldt her her.

Jeg drak en masse kaffe med en masse dygtige og inspirerende mennesker, der allerede havde erfaring. På den måde kom jeg i ”investorlære”. Så man kan sige, at jeg startede alene, men endte med at følges med andre.

Jeg vil også sige, at man bliver nødt til at finde andre “investor kollegaer”. Man kan nemt stirre sig blind på en mulighed. Her er det godt med andre øjne på. Hvad ser I? Hvad er dårligt, eller hvad skal man være særligt være opmærksom på her? Jeg havde selv en fast gruppe af investorer/personer, som jeg kunne sparre med.

På grund af min baggrund, var jeg heldig, at mange tog fat i mig fra starten i forhold til investerings- eller bestyrelsesmuligheder. Derfor var det ikke svært for mig at komme i gang.

Motivation: Hvorfor ville du gerne investere i opstartsvirksomheder?

Min primære motivation for at investere i startups, var mit store ønske om at hjælpe. Gøre en forskel. Og selvfølgelig lære selv.

Der er meget på spil for startupvirksomhederne. Når man er investor, får man også ”hånden på kogepladen”, men dermed også en del af ”upside”. Og hvis investeringer er ens fuldtidsjob, har man jo også behov for at tjene penge på de investeringer, man laver.

Det er ikke altid ideelt at være investor og bestyrelsesmedlem i samme virksomhed. Man skal være god til at skille virksomhedens og investorens interesser ad. Derfor er jeg heller ikke altid bestyrelsesmedlem i de selskaber, som jeg har investeret i. Men jeg er ret selektiv med de investeringer jeg laver, og kan godt lidt at være tæt på virksomheden via bestyrelsesarbejdet.

(KRISTINE spørger til det finansielle afkast): Både og. Jeg havde mest et stort ønske om at hjælpe, men jeg vil selvfølgelig gerne have et godt afkast, særligt fordi dette er et fuldtidsarbejde for mig. Derfor er jeg også meget opmærksom på, hvordan jeg bruger min tid. Som selvstændig/investor er ens mest værdifulde ressource TID. Jeg vil derfor kun bruge min tid på de projekter og mennesker, som er i tråd med mine interesser og værdier. Såsom fintech, innovation, vækst, bæredygtighed og fremmelse af diversitet.

(KRISTINE indskyder en bemærkning her: vi er meget beærede over, at Susanne vil bruge sin sparsomme tid på os i Angella Invest 🤩)

Investeringsstrategi: har du lavet en?

Jeg havde ingen decideret strategi, da jeg startede, men måtte lave en da jeg blev spurgt af Vækstfonden, da jeg blev optaget som godkendt business angel til BA-match lån (red. info: mere om det i en anden post! Se evt. mere her).

Jeg vidste dog, at jeg gerne ville investere i FinTech. Her mente jeg, at jeg kunne skabe øget værdi efter at have arbejdet med det i 30 år. Det var noget, jeg kendte til.

Jeg ville også gerne bringe min ledelseserfaring i spil. Dvs. jeg ville gerne være en aktiv investor, ikke en passiv.

Min ambition var også, at jeg gerne ville gøre noget for klimaet. Derfor har jeg også stiftet ”CO2Hero”, som er en klima ”app”, der nu er rullet ud i 40 lande og er i stor vækst.

I starten var jeg meget ”happy go lucky”. Man bliver enormt revet med af alle de her passionerede mennesker. Jeg var heldig, at min første investering gik ret godt. Den lavede et godt exit ca. 1,5 år, efter jeg investerede. Virksomheden var også nået forholdsvis langt på rejsen, da jeg gik ind.

Men ellers bliver man klogere undervejs. Man lærer ”do’s and don’ts”. Jeg har været enormt heldig, at jeg allerede var en ven af huset i Copenhagen Fintech Lab og derfor havde et godt netværk til dygtige mennesker. Jeg har ikke lavet syndikater (red. info: gruppeinvesteringer), men jeg har ofte investeret i selskaber, hvor der var nogle, som jeg kendte. Fx i selskabet Hello Flow var stifterne nogle tidligere medarbejdere fra Nets, som jeg kendte. I en anden virksomhed kendte jeg nogle, der sad i bestyrelsen. Jeg havde derfor tiltro til teamet. Jeg har ingen særlig præference for virksomhedsstadie, når jeg investerer. Nogle gange investerer jeg meget tidligt i på ide/koncept stadiet, dvs. start-ups. Andre er nået længere på virksomhedsrejsen og står overfor at skulle vækste/skalere, dvs. scale-ups. Men jeg tjekker altid tre ting:

  1. Tror jeg på virksomhedsideen og dens potentiale?

  2. Tror jeg på teamet, der skal gennemføre?

  3. Tror jeg på de øvrige investorer og bestyrelsen bag?

Lige nu, hvor jeg har en portefølje på ca. 10-12 aktive investeringer (efter 4 exits), så er jeg blevet mere bevidst om at sprede min risiko lidt. Jeg har flest investeringer i startups og et par enkelte i scale-ups. Startups er selvfølgelig mere risikofyldte og tager længere tid til exit – til gengæld er upsiden større. Men de kræver en del tid særligt i vanskelige markedsvilkår. Derfor er jeg ved at flytte lidt om på min portefølje, så jeg får mere af mine investeringer i scale-ups og lidt mindre i startups.

Hvad vil du investere i?

Jeg er ikke sådan en, der investerer bredt, som man kan se at nogle andre investorer gør i de etablerede business angel netværks. Mit fokus er særligt fintech og klima.

Jeg har også et øje for diversitet. Det er noget, som jeg kigger efter. Hvis der er en dygtig kvinde med en god ide, så vil jeg gerne understøtte det. Mine tre sidste investeringer har været med kvindelige stiftere. Kvinder er generelt underinvesterede til trods for deres store potentiale. Der er mange dygtige kvinder derude, som jeg gerne vil støtte 🙋‍♀️

Noget du IKKE vil investere i?

Det klassiske: sort energi, våben, porno etc. Men egentligt også proptech…. maskiner…… og hardware…. der er rigeligt af muligheder og områder, man kan investere i! Jeg vil helst fokusere min tid og ressourcer primært på digitale tjenester indenfor fintech og klima, hvor jeg umiddelbart kan give værdi.

Hvad er din investeringsstørrelse?

Det er meget forskelligt. Nogle gange er det DKK 100,000 per ”billet” (red. info: investering per investeringsrunde). Det er typisk i de helt tidlige startups. Her kan man for forholdsvis små penge opnå en stor ejerandel.

Andre gange er det væsentligt større beløb. I scale-ups skal der lægges store ”billetter” for at opnå en betydelig ejerandel.

Og så har jeg selvfølgelig investeret en del i min egen virksomhed CO2Hero 💪

Det er vigtigt, at man reserverer penge til at kunne være med i de følgende investeringsrunder. Så man ikke bliver udvandet og kan beholde sin pro-rata ejerandel. Jeg afsætter typisk min. det samme beløb, som jeg har investeret, i mit investeringsbudget.

Det afhænger selvfølgelig af ens investeringsstrategi. Men jeg synes, at det er godt at kunne forsvare sin ejerandel og følge med i de næste runder. Særligt, når det gælder de gode cases.

Hvordan er din rolle som investor?

Jeg er en selektiv og en aktiv investor. Jeg kan bedst lide at være aktiv. Jeg vil gerne tilføre smarte penge. Være med til at hjælpe til at gøre virksomheden til en god forretning. Ellers kunne jeg lige så godt investere i aktier! ✋

Jeg har ikke været en klassisk ”lead investor” (red. info: tovholder for alle transaktionsdokumenter i investeringsrunderne). Men jeg har altid bidraget aktivt, særligt når jeg har haft en post som bestyrelsesformand. Der var det indirekte en del af rollen.

Jeg laver ikke sweat equity (red. info: investering i form af arbejdskraft). Jeg tager heller ikke operationelle arbejdsopgaver. Derimod betales jeg gerne med løn og warrants for bestyrelsesarbejde, som jo er et reelt stykke arbejde man udfører på vegne af alle investorer i selskabet, og som ofte kræver en hel del timer (red. info: warrants er tegningsrettigheder til ejerandele, hvor man ofte får adgang til at købe ejerandel til en fordelagtig pris).

Bestyrelsesarbejde: var det et krav/ønske for dig?

Det er ikke et fast krav for mig at være bestyrelsesmedlem. Grundlæggende vil jeg gerne være en aktiv investor og gøre en forskel. Lige nu sidder jeg i bestyrelsen i 7 selskaber. Man skal derfor også opveje sin tid, og hvor det giver bedst mening, at man bruger sin tid.

I nogle cases har det været et krav fra mig. Andre gange har det været virksomheden selv, der har spurgt mig. Men hvis virksomheden har behov for andre kompetencer, skal man også kunne give plads til det.

Hvad kan du bidrage med?

Udover kapital, synes jeg, at min allerstørste styrke er mit netværk. Og min viden inden for fintech selvfølgelig.

Hvor mange investeringer vil du lave / har du lavet?

Jeg har lavet ca. 15 investeringer og fire exits.

Hvor meget tid bruger du på det?

For mig er det en fuldtidsrolle. Men det er også fordi, at jeg har 7 bestyrelsesposter, laver investeringer og har CO2Hero ved siden af. I øjeblikket er jeg i gang med 3 exit runder og 3 af selskaberne er også i ”funding mode” (red. info: ved at rejse kapital). Det er særligt ressourcekrævende i disse tider, hvor markedet er svært.

Jeg bruger altså meget tid på det. Men mindre kan også gøre det! Det er bare min måde at gøre det på. Omvendt har jeg også stor fleksibilitet og frihed i mit arbejde 😀

Hvad forventer du at få ud af at investere i opstartsvirksomheder?

Læring. Gøre en forskel. Arbejde med passionerede mennesker. Det finansielle afkast er ikke det første for mig, men det skal selvfølgelig også være en god forretning. Forhåbentlig en økonomisk succes for alle involverede.

Hvad er det bedste ved at være investere i opstartsvirksomheder?

Det er fedt, fordi man møder passionerede mennesker på en mission. Det kan man kun blive glad af… det er bare fedt! 🤩

Det fede er energien og begejstringen. Typisk er det virksomheder og mennesker, som har lyst til at lære og tage imod hjælp. Man lærer selv en masse undervejs. Og man være med til at gøre en forskel i forhold til de mennesker!

Investerer du stadig – og hvordan er det gået?

Det er gået ret godt indtil videre 😊 Og jeg investerer stadig. Investerede faktisk i sidste uge. Men lige nu bruger jeg primært ressourcer på de eksisterende investeringer, herunder ”bridgefunding” (red. info: mindre investeringsrunder, hvor man rejser penge til at ”bygge bro” indtil næste kapitalrejsningsrunde, når situationen typisk er mere fordelagtigt for selskabet). Der er nemlig rigtig mange, der har behov for at kunne modstå det nuværende økonomiske tørvejr. Det bruger jeg en del tid på nu.

Så jeg er relativt godt fyldt op nu. Når jeg får tid og råd igen, så er mit fokus scale-up investeringer.

Hvorfor tror du, at du blev Årets Business Angel?

Jeg var enorm glad og stolt, da jeg fik prisen! Men først tænkte jeg: er det en kvindeting? Så man også kan vise en kvindelig business angel frem? 🤔 Det er der sikkert også noget i….

… men så tænkte jeg på mine investeringer. Jeg HAR gjort det godt 🙋‍♀️ Det er lidt et særsyn at have haft så mange exits på kort tid – og to rigtig gode. De fleste business angels, som jeg kender, har kun lavet 1-2 exits. Derfor tager jeg det nu som en anerkendelse ⭐

Har det betydet noget for dig at få titlen? Eller for andre kvinder?

Det har helt bestemt givet mig noget opmærksomhed og synlighed. Jeg bliver oftere inviteret ind i forskellige sammenhænge. For mig er det også en stor anerkendelse af mit arbejde.

Og titlen er også meningsfuld for mig personligt, da jeg håber på at kunne være en rollemodel for andre kvinder. Jeg arbejder blandt andet aktivt for at få mere diversitet ind i bestyrelser – og i business angel investering. Det er der brug for.

Nogle gode råd eller andet, som du gerne vil dele?

Det handler først og fremmest om en investering i sig selv! 🙌 Jeg synes, at det var enormt spændende at gå fra et fast job og prøve noget helt nyt. Det betyder også, at man skal være risikovillig. Man skal vide, at man investerer i sig selv, hvor man først ser ind i at modtage en “løn” for sin indsats om 3-5 år. Derfor skal man kunne lide rejsen og kunne tackle de udfordringer, der opstår undervejs. Fx når der opstår uenighed blandt virksomhedens ejere eller virksomhederne støder på udfordringer, som i det nuværende marked.

Det skal også kunne blive til en forretning, hvor man netop kan se muligheden for en løn om 3-5 år. Man kan selvfølgelig få lidt løn for bestyrelsesarbejdet, men det får man sjældent i startups.

Derfor vil jeg anbefale, at man bruger sin tid rigtigt. Vælg de rigtige firmaer og de rette mennesker. Ikke kun de søde og rare mennesker. Men også dem, hvor der er potentiale for, at du kan få løn inden for 3-5 år, så din tid er godt givet ud. Det skal ikke kun være filantropi - det skal også hænge sammen økonomisk ✋

Da jeg havde lavet mine første fire exits, så kunne jeg se, at jeg havde brugt min tid rigtigt. Det havde været en god forretning.

Man skal ikke være bange for at række ud for kaffe og lære andre at kende. Man skal synes, at det er sjovt at lære nyt. Lidt ”Pippi – det har jeg ikke prøvet før – det kan jeg sagtens gøre!” 💪🦸

Så skal man nok også have tiltro til egne evner. Være klar over, hvad ens styrker er. Og så finde nogle gode mennesker at følges med, som kan hjælpe én med på rejsen.

Hop ud i det!

Gå i mesterlære!

OG GÅ IND I ANGELLA INVEST SELVFØLGELIG! 😄 🙌


489 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page