Medstifter, InplacementDenmark, ejer, GME Consulting og Bosjoholm Forestry,
angel investor og advisory board-medlem.
UDDANNELSE
HD i finansiering fra Copenhagen Business School.
MOTIVATIONEN FOR AT BLIVE INVESTOR
"Det, der driver mig som angel investor, er muligheden for at engagere mig i virksomheder med dygtige kvindelige eksperter inden for deres felt. Jeg brænder virkelig for at fremme, styrke og støtte dem. Det gælder både deres produkter og deres dedikerede arbejde, da de ofte bliver forbigået.”
Det er, hvad Gritt Ellesøe siger, når man spørger hende om, hvad der motiverer hende til at investere i startups.
Gritt har 25 års erfaring fra den finansielle sektor, primært med fokus på noterede investeringer for professionelle og institutionelle investorer. Gritt har i sit arbejde haft ansvaret for bl.a. produktstyring, forretningsudvikling og strategi, samt arbejdet som aktiehandler, så hun har stor ekspertise inden for finansiering og investeringer og er en kompetent professionel.
Efter mange års erfaring inden for investeringer var det naturligt for Gritt at bevæge sig ind i unoterede investeringer og blive en angel investor. Hendes motivation for at investere i disse startups er muligheden for at spille en aktiv rolle og påvirke teamets udvikling og rejse. Gritt ser investering i unoterede startups som en risiko, men samtidig en chance for at dykke dybere ned i virksomhedernes strategier og rejse. Som investor er Gritt altid til rådighed for de virksomheder, hun investerer i, og de kan kontakte hende for hjælp eller vejledning når som helst. Hun fungerer som en dedikeret hotline og støtte for disse startups.
Når hun investerer i startups, er det afgørende for hende at sammensætte et stærkt team af investorer og grundlæggere med stærke personligheder og profiler. Hun lægger vægt på at dele samme visioner og værdier for produktet og virksomhedens fremtidige udvikling. Gritt arbejder kontinuerligt på at udvide sit netværk og skabe synergier mellem investorer, iværksættere og grundlæggere. Hendes passion for at gøre en forskel inden for kvindeligt iværksætteri er tydelig – og hun er ikke bange for at tage initiativ og skabe følgeskab.
For Gritt er det ikke så afgørende, hvilken branche en startup-virksomhed er i, men snarere sammensætningen af teamet, deres strategi, handlekraft, potentiale samt hendes forståelse af deres produkt og den fælles kemi. Hun lægger vægt på tilstedeværelsen af kvinder eller diversitet i virksomheden og tror på, at mangfoldighed styrker virksomheder på langt sigt.
Udover at være en angel investor, er Gritt Co-founder af ImplacementDenmark. Her hjælper hun virksomheder med at tiltrække og fastholde Generation Y og Z samt skabe forståelse, accept og erkendelse af nødvendigheden for virksomhederne til at handle anderledes. Derudover driver hun sin egen konsulentvirksomhed, GME Consulting, hvor hun fungerer som mentor og karrierecoach. Gennem disse aktiviteter har Gritt opnået stor forståelse for og accept af iværksætteri, da hun selv har erfaring som founder og samtidig agerer som angel investor.
En af de startups, hun har investeret i, er Ladybox, der er et skønhedsabonnement. Hun valgte at investere i virksomheden, da deres to kvindelige foundere udstråler en imponerende kombination af ambition og handlekraft. Derudover er hun også i tæt dialog med to andre startups, der har kvindelige foundere.
JURYENS BEGRUNDELSE FOR VALG AF VINDEREN, GRITT ELLESØE:
Med en solid baggrund inden for investment banking, tog Gritt allerede rollen som lead investor i sin første investering. Her blev hun i investeringsgruppen hurtigt anerkendt som en professionel og dygtig investor. Juryen lægger vægt på de mange anbefalinger fra medinvestorer og iværksættere, der fremhæver hendes stærke faglige kompetencer og personlige dedikation. Selvom Gritt er en ny investor, så er hun allerede en stærk rollemodel, som en investor der inspirerer!
BAGGRUNDEN FOR PUBLIKATIONEN
"Business angels" eller "angel investorer" er private investorer, der investerer risikovillige ressourcer, både tid og kapital, i unoterede startups eller scaleups 🚀
I dag er ni ud af ti angel investorer mænd, og i Norden går 82% af angel investeringerne til mandlige iværksættere, 12,5% til mixed teams og kun 5,5% til kvindelige iværksættere. Denne skæve fordeling af investeringskapital er bekymrende, især når man tager i betragtning, at hver fjerde iværksætter er kvinde.
Den ulige adgang til kapital har konsekvenser for kvindelige iværksættere, da kapitalen spiller en stor rolle for virksomhedernes overlevelse og vækstmuligheder. Ifølge en analyse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond får 93% af opstartsvirksomheder deres første eksterne kapital fra angel investorer.
Derfor spiller investeringer fra angel investorer en afgørende rolle for at sikre, at vi ikke går glip af talent, innovation og vækstmuligheder i Danmark. Vi tror på, at hvis vi kan skabe et mere kønsbalanceret investormiljø, vil vi også opnå et mere diversificeret iværksættermiljø, da undersøgelser viser, at kvinder i høj grad ønsker at investere i kvindelige iværksættere.
Desværre er der en række barrierer, der forhindrer kvinder i at kaste sig ud i investeringer. Blandt andet viser udenlandske studier, herunder et større europæisk studie fra 2018 foretaget af brancheorganisationen Business Angels Europe, at der er behov for flere rollemodeller, mere viden og et stærkt fællesskab for ligesindede kvindelige investorer.
I Angella Invest og Dansk Industri har vi et fælles mål om at rette fokus mod den manglende kønsdiversitet i startup-investormiljøet. Derfor har vi i år (2023) lavet en publikation, hvor vi hylder 10 enestående kvindelige angel investorer i Danmark, som kan inspirere andre, særligt kvinder, der ønsker blive angel investor 🙌🏼
Du kan læse hele publikationen her.
Publikationen støttes af andre partnere i det danske iværksætterøkosystem, herunder Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), PreSeed Ventures, Mazanti-Andersen og Antler. Sammen arbejder vi på at fremme kønsdiversiteten inden for iværksætteri og især med fokus på investormiljøet. Denne artikel er støttet af Industriens Fond.
コメント